Kærlighed og navlepilleri
I vores kultur lægges der vægt på at kunne lide sig selv, at vi elsker og holder af vores indre. Det udlægges på et utal af forskellige måder af psykologer, filosoffer og religiøse. Alle har samme idé : elsk dig selv. Nogle hævder at man ikke kan lade andre elske sig hvis man ikke selv gør, og andre siger bare at det er en god idé. Samtidig er rejsen til selverkendelse enormt vigtig - for hvis vi ikke kender så er der et utal af argumenter og analyser parat der hurtigt kan fortælle os at det er noget skidt.
Det er altsammen godt nok, jeg synes ikke der er noget galt i at kende sig selv eller at elske sig selv. Måske er gradbøjningen i vores samfund lidt navlebeskuende og ego-dyrkende, men det er der ikke noget nyt i.
En afledt tendens der er værd at beskue er hvordan næstekærligheden blomstrer når der er brug for den. Til dem der vil opleve næste-kærlighed er det blot at besøge en anonym gruppe af mennesker med en livstruende sygdom der sætter sig for at fortælle hvordan de har det (dem der har læst bogen "Fight Club", eller set filmen vil uden tvivl vide hvad jeg mener). Når man er i en sådan situation er det svært at finde overskud til at kende og elske sig selv - så har vi brug for den fra hinanden - og vi giver den gladeligt.
Hvad sker der så i den anden ende af skalaen? - hvordan fungerer den selvbekendte og selvelskende sig overfor sit med menneske? - er næstekærligheden med når man stirre på sin navle og dyrker kærligheden til den?
Jeg overvejer en ting jeg blev spurgt om for lang tid siden da jeg fiflede med idéen om polygami; "Hvor mange kan du elske på samme tid?" - og i denne kontekst tager spørgsmålet en lidt anden natur. Kan jeg elske både mig selv og andre? - kærlighed handler blandt andet om fokus, og hvor ligger mit fokus? - kan det bevæge sig? - er det statisk?
Det er altsammen godt nok, jeg synes ikke der er noget galt i at kende sig selv eller at elske sig selv. Måske er gradbøjningen i vores samfund lidt navlebeskuende og ego-dyrkende, men det er der ikke noget nyt i.
En afledt tendens der er værd at beskue er hvordan næstekærligheden blomstrer når der er brug for den. Til dem der vil opleve næste-kærlighed er det blot at besøge en anonym gruppe af mennesker med en livstruende sygdom der sætter sig for at fortælle hvordan de har det (dem der har læst bogen "Fight Club", eller set filmen vil uden tvivl vide hvad jeg mener). Når man er i en sådan situation er det svært at finde overskud til at kende og elske sig selv - så har vi brug for den fra hinanden - og vi giver den gladeligt.
Hvad sker der så i den anden ende af skalaen? - hvordan fungerer den selvbekendte og selvelskende sig overfor sit med menneske? - er næstekærligheden med når man stirre på sin navle og dyrker kærligheden til den?
Jeg overvejer en ting jeg blev spurgt om for lang tid siden da jeg fiflede med idéen om polygami; "Hvor mange kan du elske på samme tid?" - og i denne kontekst tager spørgsmålet en lidt anden natur. Kan jeg elske både mig selv og andre? - kærlighed handler blandt andet om fokus, og hvor ligger mit fokus? - kan det bevæge sig? - er det statisk?
Interessant indlæg... Jeg synes ikke, at det er egoistisk eller forkert at elske sig selv (problemet opstår vel først, hvis man elsker sig selv højere end andre). Jeg er overbevist om, at man er ude af stand til at lade sig elske af andre, hvis man ikke elsker sig selv. Har man ikke troen på sig selv, hvordan kan man så have troen på, at en anden person vil holde af en? Så ja, jeg tror godt man både kan elske sig selv og andre. Det synes jeg faktisk man skal. Hvor fokus så ligger, det har jeg ikke rigtig noget kvalificeret bud på, men jeg tror næppe det er statisk...
Send en kommentar