Hvad tror du at du ved? og de to hjernehalvdele
"Den som tror han ved, men ikke ved er et..."
Det vi tror vi ved er ofte langt fra sandheden. Vores holdninger til os selv og til vores omverden, farver i høj grad vores hukommelse om vores tidligere jegs holdninger. Lad mig et kort øjeblik hoppe væk fra emnet og stille et spørgsmål :
Hvis du står ved en jernbane med to sæt spor der fører til en jernbanebro. Jernbanebroen er imidlertidigt i meget dårlig stand - faktisk så dårlig stand at der er et gabende hul mit på broen. Broen er over fyrre meter over jorden og derfor vil faldet dræbe enhver der styrter derned. To vogne er på vej imod broen af hvert deres spor, den ene vogn indeholder en person og den anden vogn indeholder fem personer. Gudskelov ligger der en sten ved siden af sporene; stor nok til at stoppe en af vognene - men ikke begge. Du kan nå at lægge stenen på et af sporene - hvilken af vognene vælger du at stoppe?
Imens du tænker lidt over spørgsmålet vil jeg fortsætte af det spor vi kom fra. Når vi husker tilbage på vores tidligere jeg er det nogle gange stærkt farvet og andre gange slet ikke. Der er lavet en del forsøg med at spørge unge hvad deres holdning til racisme, dødsstraf og homoseksualitet. De er så mange år senere blevet stillet samme spørgsmål - og bagefter blevet spurgt til hvad de mente deres holdning var til samme spørgsmål - da de gik på gymnasiet. Svarene på hvad de synes nu og hvad de mente de syntes dengang, er i langt de fleste tilfælde langt tættere på hinanden, end det de mente dengang og det de mente de mente dengang. Den sætning blev lidt kompliceret; men pointen er at vi ikke husker særligt nøjagtigt hvad angår vores følelser og holdninger.
Dette fænomen tilskrives at det ikke er samme hjernehalvdel der tager sig af hukommelse og følelser - og når der bliver spurgt til følelser og holdninger tager vores kreative og syntetiserende/skabende halvdel over.
Du er sikkert kommet frem til et svar til spørgsmålet om hvorvidt du vil redde de fem eller vil redde den ene. Hvis du er iblandt de få der synes det er morsomt at se alle seks falde imod deres død - så vil jeg anbefale dig at bruge din tid på et andet site (rotten.com). Hvis du er iblandt de mange der har reddet et antal af de uheldige togturister så har jeg et tillægsspørgsmål.
Forestil dig nu at der kun er ét jernbanespor og vognen med de fem fra før er på vej imod deres undergang. Denne gang er der der desværre ingen sten i nærheden - men der stor en korpulent person foran dig. Du har nu valget imellem at skubbe personen ud foran vognen og dermed forsage dens død - men redde de fem, da den foran dig stående persons korpulente korpus kan bremse den nok til at den stopper inden broen - ELLER - lade personen stå og lade de fem fortsætte uvidende om deres snarlige fald.
Og hvorfor har du valgt det?
Hah! - så blev det nok sværere hva'?. Ja og du har sikkert en grund der ligner at du ikke vil have ansvaret for en andens død - eller at det jo er en aktiv handling - eller måske at i det første eksempel ville alle jo dø hvis du ikke gjorde noget - og her vil de fem dø lige meget hvad. osv osv. der er ligeså mange svar til hvorfor det pludselig er svært at skubbe en person til sin død.
Faktisk er grunden en helt anden. I det første spørgsmål bliver vores logiske og bevidste hjernehalvdel brugt til spørgsmålet : "Skal en eller fem dø?" - det er et logisk let problem - og let at løse. I det andet spørgsmål bliver du spurgt "Vil du dræbe en anden person?" og her tager den følelsesmæssigt orienterede hjernehalvdel over og svarer "Nej jeg vil ikke dræbe en anden". Den ved intet om matematik så den er ligeglad med prioriteringen. Dernæst beder den så den logiske og bevidste hjernehalvdel om at formulere en forklaring. Du kan selv efterprøve forsøget ved at stille en anden de to spørgsmål og bede om grunden til hvorfor personen ikke vil dræbe den anden (hvis den ikke vil det) i det andet spørgsmål. Skriv da svaret ned og gennemfør eksemplet en gang mere en måned senere - og se om det kvasi-logiske svar er det samme. Med stor sandsynelighed er svaret nu et andet - fordi det ikke var den logiske del der svarede - men den der stod for at skulle retfærdiggøre det.
God jagt.
Det vi tror vi ved er ofte langt fra sandheden. Vores holdninger til os selv og til vores omverden, farver i høj grad vores hukommelse om vores tidligere jegs holdninger. Lad mig et kort øjeblik hoppe væk fra emnet og stille et spørgsmål :
Hvis du står ved en jernbane med to sæt spor der fører til en jernbanebro. Jernbanebroen er imidlertidigt i meget dårlig stand - faktisk så dårlig stand at der er et gabende hul mit på broen. Broen er over fyrre meter over jorden og derfor vil faldet dræbe enhver der styrter derned. To vogne er på vej imod broen af hvert deres spor, den ene vogn indeholder en person og den anden vogn indeholder fem personer. Gudskelov ligger der en sten ved siden af sporene; stor nok til at stoppe en af vognene - men ikke begge. Du kan nå at lægge stenen på et af sporene - hvilken af vognene vælger du at stoppe?
Imens du tænker lidt over spørgsmålet vil jeg fortsætte af det spor vi kom fra. Når vi husker tilbage på vores tidligere jeg er det nogle gange stærkt farvet og andre gange slet ikke. Der er lavet en del forsøg med at spørge unge hvad deres holdning til racisme, dødsstraf og homoseksualitet. De er så mange år senere blevet stillet samme spørgsmål - og bagefter blevet spurgt til hvad de mente deres holdning var til samme spørgsmål - da de gik på gymnasiet. Svarene på hvad de synes nu og hvad de mente de syntes dengang, er i langt de fleste tilfælde langt tættere på hinanden, end det de mente dengang og det de mente de mente dengang. Den sætning blev lidt kompliceret; men pointen er at vi ikke husker særligt nøjagtigt hvad angår vores følelser og holdninger.
Dette fænomen tilskrives at det ikke er samme hjernehalvdel der tager sig af hukommelse og følelser - og når der bliver spurgt til følelser og holdninger tager vores kreative og syntetiserende/skabende halvdel over.
Du er sikkert kommet frem til et svar til spørgsmålet om hvorvidt du vil redde de fem eller vil redde den ene. Hvis du er iblandt de få der synes det er morsomt at se alle seks falde imod deres død - så vil jeg anbefale dig at bruge din tid på et andet site (rotten.com). Hvis du er iblandt de mange der har reddet et antal af de uheldige togturister så har jeg et tillægsspørgsmål.
Forestil dig nu at der kun er ét jernbanespor og vognen med de fem fra før er på vej imod deres undergang. Denne gang er der der desværre ingen sten i nærheden - men der stor en korpulent person foran dig. Du har nu valget imellem at skubbe personen ud foran vognen og dermed forsage dens død - men redde de fem, da den foran dig stående persons korpulente korpus kan bremse den nok til at den stopper inden broen - ELLER - lade personen stå og lade de fem fortsætte uvidende om deres snarlige fald.
Og hvorfor har du valgt det?
Hah! - så blev det nok sværere hva'?. Ja og du har sikkert en grund der ligner at du ikke vil have ansvaret for en andens død - eller at det jo er en aktiv handling - eller måske at i det første eksempel ville alle jo dø hvis du ikke gjorde noget - og her vil de fem dø lige meget hvad. osv osv. der er ligeså mange svar til hvorfor det pludselig er svært at skubbe en person til sin død.
Faktisk er grunden en helt anden. I det første spørgsmål bliver vores logiske og bevidste hjernehalvdel brugt til spørgsmålet : "Skal en eller fem dø?" - det er et logisk let problem - og let at løse. I det andet spørgsmål bliver du spurgt "Vil du dræbe en anden person?" og her tager den følelsesmæssigt orienterede hjernehalvdel over og svarer "Nej jeg vil ikke dræbe en anden". Den ved intet om matematik så den er ligeglad med prioriteringen. Dernæst beder den så den logiske og bevidste hjernehalvdel om at formulere en forklaring. Du kan selv efterprøve forsøget ved at stille en anden de to spørgsmål og bede om grunden til hvorfor personen ikke vil dræbe den anden (hvis den ikke vil det) i det andet spørgsmål. Skriv da svaret ned og gennemfør eksemplet en gang mere en måned senere - og se om det kvasi-logiske svar er det samme. Med stor sandsynelighed er svaret nu et andet - fordi det ikke var den logiske del der svarede - men den der stod for at skulle retfærdiggøre det.
God jagt.
Som de fleste moderne psykologer vil medgive, er enhver erindring rekonstruktion. Ikke blot følelsesmæssig erindring. Freud og diverse (mere nutidige, men vel næppe mere moderne) terapeuter og deres klienter mener sig ganske vist istand til at fremgrave skjulte erindringer fra sindets dunkle afkroge - men det korte af det lange er, at det i vidt omfang er rekonstruktioner. Vores hjerne er og bliver (enhver kognitiv metafor til trods) ikke en computer.
Og hvad er så formålet med denne rekonstruktion ? Det er selvfølgelig den narrative skabelse af selv, identitet. Jeg er den jeg er, med den historie jeg har gennemlevet. En historie set netop i det perspektiv jeg har netop fra min nutidige position - naturligvis med største interesse for underbyggelse af det øjeblikkelige (eller ønskede) selv-billede.
Har logisk sammenhæng stor værdi i mit nuværende selv-billede, vil jeg formentlig søge at finde frem til logiske forklaringer på tidligere handlinger også - givetvis inddragende følelsesmæssige reaktioner i forklaring/retfærdiggørelse af mine handlinger - mere rekonstruktion. Alternativt kan 'historisk korrekthed' være en interesse, men så kommer jeg hurtigt til kort, både hvad faktiske hændelsesfoløb angår, og især indre, oplevede, tilstande. For uanset hvor meget vi anstrenger vores hjerne - så erindrer vi brudstrykkevist, primært selvfølgelig de oplevelser og følelser der bringer hormon-suppen i kog.
Hvad angår erindring af tanker - logiske tanker om du vil - så prøv blot at tænke på hvor meget du rent faktisk erindrer af matematik fra gymnasiet. Rekonstruktion. Også dér.
Eksemplet med personerne får mig til at huske undervisningen i IT og etik på Informationsvidenskab. Peter Øhrstrøm brugte netop dét eksempel - men uden at fortælle om højre og venstre hjernehalvdel. Altså: så vidt jeg husker. Og jeg kommer desuden til at huske bogen Dronning Loanas mystiske flamme af Umberto Eco, hvor hovedpersonen får et slagtilfælde og mister den episodiske hukommelse. - Og teorien om svag, stærk og interaktiv narrativitet som blev udviklet, da Pernille og jeg arbejdede med weblogs i undervisning. Den svage narrativitet har forbindelse med det, Endel Tulving kalder for episodisk hukommelse, som lader personer iagttage og genfortælle sig selv som udstrakt i tid, mens den stærke narrativitet har forbindelse med den semantiske hukommelse, som lader personer iagttage sammenhænge som rumlige, afsluttede fiktive eller ikke-fiktive fortællinger og modeller. Den interaktive narrativitet er en kombination af begge, som anvendes til at navigere i komplekse situationer med. .. det er ret spændende ..
Send en kommentar